Børn og unges trivsel kalder på mere familie og mindre konkurrencestat

Regeringen brugte seks uger på at forhandle sit grundlag. Vi håbede på et regeringsgrundlag med reelle bud på at fremme trivsel blandt børn og unge. Vores forventninger blev ikke indfriet.

Debatindlæg bragt i Berlingske den 18. januar 2022

Af borgmester Benedikte Kiær, Helsingør Kommune, C, og Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager, Kbh, C.

Regeringen brugte seks uger på at forhandle sit grundlag. Vi håbede på et regeringsgrundlag med reelle bud på at fremme trivsel blandt børn og unge. Vores forventninger blev ikke indfriet. Desværre. For i det 58 siders regeringsgrundlag handler indsatsen mod mistrivslen mere om at nedsætte en kommission, udarbejde en hvidbog og forebyggelsesplan målrettet børn og unge - og så flere fritidsjobs.

Udfordringen kalder på mere end fine ord i et regeringsgrundlag. Ny forskning fra Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet viser, at mere end 4 ud af 10 unge oplever en grad af mistrivsel. De nyeste tal om markant stigning i selvmordsforsøg blandt børn op til 14 år får alarmklokkerne til at bimle. Og udfordringen understreges af, at godt 45.000 unge hverken er i uddannelse eller arbejde.

Vi efterlyser konkret handling og et opgør med konkurrencestaten, så vores børn ikke blot betragtes som en del af samfundets produktionskæde. Her kommer vi med forslag til, hvordan vi i fællesskab kan fremme trivslen blandt børn og unge.

Familien er afgørende

Familien er vores fundament, og derfor er familiens trivsel en afgørende for, at børn og unge trives. Det er derfor vigtigt, at familierne får plads og mulighed for at indrette sig, som det passer dem bedst.

Det handler altså om familiernes vilkår - også de økonomiske: Her bør skattesystemet i højere grad understøtte familiernes mulighed for at indrette sig, så hverdagen kan fungerer bedst mulig. Et er børnechecken, men det handler også om gode muligheder for at kunne købe sig til hjælp i hverdagen, fx i form af bedre servicefradrag.

Vi ønsker også frit valg af daginstitution og skole. Men familierne bør også få bedre mulighed for, at den ene forælder går hjemme i børnenes første leveår. Kommunerne bør fortsat sikre sproglig udvikling hos børnene og gode rammer for leg og samvær med andre familier, f.eks. på bibliotekerne. Men vi skal ikke have så travlt med at mase børn hurtigst muligt i dagtilbud og forældre tilbage på arbejdsmarkedet. Lad nu familierne selv finde den optimale balance. Vi oplever faktisk at flere og flere familier ønsker at bruge muligheden for at skabe mere ro og nærvær i dagligdagen – og at det betyder, at nogle forældre endda får det nødvendige overskud til at starte egen virksomhed derhjemmefra.

Vi ved godt, at ikke alle familier er velfungerende, og her har vi alle et ansvar. Velfærdssamfundet skal træde til - ikke for overtage og styre - men for at hjælpe. Det kan være ganske enkelt, fx med svar på nybagte forældres mange spørgsmål og viden om, hvor vigtigt det er for vores børns trivsel, at de får den nødvendige søvn, at vi spiser sammen og hjælper hinanden.

Og så skal myndighederne være langt bedre til at hjælpe de familier, hvor forældrene ikke længere kan bo sammen. Lange ventetider på at få afgjort forældremyndighed og samvær går ud over børnene. Børn har ret til at være sammen med begge sine forældre. Det må begge forældre og systemet aldrig glemme. Regeringen bør derfor hurtigt muligt gå de nuværende Familieretshuse efter i sømmene – og fjerne barriere for hurtig konfliktmægling og sagsbehandling. Det haster for de berørte børn.

Tidligere indsats og færre anbringelser

Der er familier, hvor der er brug for intensiv hjælp fra kommunen. Den tidligere S-regering ønskede flere anbringelser af børn uden for hjemmet, men heldigvis er det ikke med i regeringsgrundlaget. Men hvad så?

Der er en lille gruppe børn, hvor der ingen vej er uden om en anbringelse. Men vi må ikke lave politik for hele samfundet ud fra en ganske lille gruppe. Derimod skal hovedreglen være, at alt skal forsøges for at få familien til at fungere. For i alt for mange tilfælde ender anbringelse ikke godt for børnene. Derimod nytter det at arbejde langt mere med tidlige indsatser, tværfagligt samarbejde og et stærkt fokus på, at udsatte børn og unge kommer i dagtilbud og skoler, og at de er en del af sunde lokale fællesskaber.

Helsingør Kommune har gennem de seneste år investeret i målrettede og tidlige indsatser. Resultatet er, at flere familier får det bedre og at kommunen har kunne undgå flere anbringelser ligesom flere støttetiltag har betydet, at flere anbragte børn er kommet hjem til deres familie – selvfølgelig der, hvor det giver mening. Samlet er antallet af anbragte børn i Helsingør Kommune de seneste fem år faldet med 39 procent.

Mange sager om udsatte familier er komplicerede, og kræver et tværfagligt samarbejde samt at der lyttes til forældrene og i endnu højere grad til barnets og den unges tanker og ønsker. Men det kræver også, at regler og lovgivning ikke spænder ben for gode løsninger. Her bør regeringen lytte til vores erfaringer.

En ny folkeskolereform?

Før folketingsvalget var der tvivl om, hvorvidt alle forligspartier fortsat bakker op om folkeskolereformen. Tvivlen er der stadig, hvilket skaber usikkerhed blandt elever og medarbejdere - og det påvirker trivslen i negativ retning.

Flere og flere børn har så store udfordringer, at de ikke kan være en del af en almen skoleklasse. Det betyder stigende udgifter til special- og segrerede skoletilbud. Da kommunernes økonomi skal holde sig inden for den fastsatte serviceramme, må vi finansiere de stigende udgifter ved både at tage fra almenområdet og ved at gøre de særlige tilbud billigere. Begge dele skaber store spændinger blandt forældre til børn i skolealderen, og skaber en dårligere folkeskole.

Vores bøn er, at regeringen ikke spilder tiden med en ny forkromet folkeskolereform. Derimod skal regeringen lade folkeskolens mål bestå, og så sætte kommunerne fri. Så kan vi lokalt indrette folkeskolen, så den passer til vores børns forskelligheder. Børn kan ikke tilpasses en skabelon, som Folketinget har dikteret. Derimod bør skolen møde børnene, hvor de er og derfra give dem dannelse, læring og gøre dem klar til livet efter grundskolen. Får vi frihed, er vi ret sikker på, at vi får en skole, hvor flere børn kan blive i almenområdet og være sammen med deres kammerater.

Vi ønsker en ærlig frisættelse

Frisættelse af den offentlige sektor står centralt i regeringsgrundlaget. Vi håber, at regeringen mener frisættelse af hjertet, og ikke har en skjult dagsorden om at afprøve nye modeller for offentlige institutioner eller vil bruge frisættelse til, at staten sættes fri fra regningen.

Det fremgår af regeringsgrundlaget, at kommunerne skal beskæres for op mod 6 milliarder, så regeringen kan få finansieret flere af sine løfter. Det kræver, at regeringen reelt og faktisk fjerner regler, proceskrav og lovgivning for op mod 6 milliarder – og uden at ikke går ud over borgernær velfærd. Og så skal regeringens nye løfter også finansieres krone til krone. Minimumsnormeringer er et godt eksempel på, at det langt fra er normen. F.eks. fik Københavns Kommune her kun finansiering til 2/3 af udgiften.

Frisættelse skal være ærlig og nye løfter skal finansieres fuldt ud – ellers betaler vores børn regningen.

Bedre trivsel kræver mod

Regeringen burde være mere nysgerrige på et af vor tids store paradokser. Nemlig at vi på den ene side har et af de mest udbyggede velfærdssamfund i verden, men på den anden side også rekordmange børn og unge, der mistrives. Det fortæller, at der er koks i velfærdsmaskinen, og at løsningen ikke kun findes i velfærdsinstitutionerne.

Der er også brug for mere plads til familierne, mere dannelse og større smidighed i lovgivning og regler. Og en reel erkendelse af civilsamfundets styrke, særligt når det gælder om tidlig hjælp og støtte for at få de unge ind i stærke og sunde fællesskaber.

Af borgmester Benedikte Kiær, Helsingør Kommune, C, og Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager, Kbh, C.